Siddeplan, mikrofoner og sigtelinjer: værktøjerne til en fair paneldebat

Når vi øver gæsteplacering på kurset, begynder vi sjældent ved skærmen. Vi tegner bordet set fra oven på et ark papir, med stole, kameraer og modererens plads i en fast målestok. Det virker gammeldags, men det tvinger dig til at tage stilling til afstande, før nogen sidder på en stol og først derefter opdager, at to deltagere ikke kan se hinanden.

Planen er et arbejdsredskab, ikke et pænt bilag. Vi tegner den i blyant, fordi den næsten altid ændres, når en deltager melder afbud eller en ekstra stemme kommer til. Du lærer at holde en lille tegnerække over de mest almindelige opstillinger: halvcirkel, lige række og to modstillede sider. Hver af dem har sine fordele, og du vælger ud fra debattens form.

Når planen er tegnet, mærker vi stolene op i studiet med tape, så gulvet svarer til papiret. Det er første gang, de fleste kursister opdager, hvor meget plads en person egentlig fylder.

• Tegn bordet set fra oven i fast målestok
• Brug blyant, så planen kan rettes hurtigt
• Tape stolenes plads på gulvet efter tegningen

Ved siden af siddeplanen arbejder vi med en enkel lydliste. Den har én linje pr. plads: stolens nummer, mikrofonens kanal, om den er håndholdt, bordmikrofon eller clipsmikrofon, og en kort note om særlige forhold. Listen gør det muligt for en anden at overtage opgaven uden at gætte, og den er det første, du slår op i, hvis en kanal pludselig er stille.

Vi øver også rækkefølgen ved lydtjek. Hver gæst får et kort tekststykke at læse højt i normal samtaletone, så niveauerne kan sættes ens. En deltager, der taler lavt, må ikke ende med at få mindre taletid i praksis, bare fordi lyden er svag. Det er en rimelig fordeling af opmærksomhed, som starter i teknikken.

Lydlisten får samme sted som siddeplanen: på clipboardet hos gulvlederen, så den kan rettes på stedet.

• Én linje pr. plads med kanal og mikrofontype
• Lydtjek med samme tekststykke til alle gæster
• Listen følger siddeplanen på samme clipboard

Sigtelinjer er det, kursisterne oftest undervurderer. En deltager, der skal vende hovedet langt for at se en modpart, virker afvisende på billedet, selv om det ikke er meningen. Vi bruger en snor eller en lang lineal til at trække linjerne fra hver stol til de andre stole og til de kameraer, der skal vise den pågældende person.

Vi tjekker også, at ingen sidder bag en anden i et kameras vinkel, og at modereren kan have øjenkontakt med alle uden at dreje hele kroppen. Er det ikke muligt, flytter vi stole ved at rykke dem få centimeter ad gangen og kigge igen. Små ændringer her sparer mange afbrydelser under optagelsen.

Når linjerne er på plads, fotograferer kursisterne opstillingen, så den kan genskabes næste gang. Det er en enkel vane, som gør øvelsen gentagelig.

• Træk snor mellem stole og kameraer
• Tjek at ingen skjuler en anden i kameraets vinkel
• Fotografér den endelige opstilling til næste gang

Den sidste del af værktøjskassen er en kort tjekliste til selve modtagelsen af gæster. Den gennemgår, hvem der skal hentes, hvornår de skal sidde, hvad de får at vide om mikrofon og kameraer, og hvem de kan spørge, hvis de er usikre. Listen er skrevet i et almindeligt sprog, så den også kan bruges af frivillige uden teknisk baggrund.

Vi lægger vægt på rækkefølgen. Gæsterne placeres, før mikrofonerne sættes på, og lydtjek sker, mens de stadig er afslappede. Det lyder banalt, men i øvelserne ser vi tydeligt, hvor meget roligere en deltager virker, når vedkommende har fået forklaret opstillingen på forhånd.

Tjeklisten afsluttes med et punkt om efterfølgende: at gæsterne får at vide, hvornår de kan forlade pladsen, og at mikrofonerne tages af med ro.

• Gæster placeres før mikrofoner sættes på
• Forklar kort, hvor kameraerne er
• Afslut med besked om, hvornår pladsen forlades